Den nye ledelse havde inviteret alle medarbejdere til nytårskur.

En hyggelig morgenstund med rundstykker og brunsviger. I nytårstalen gav direktøren en kort status på implementeringen af den nye strategi, og virksomhedens mål for 2018. ”Og så lige et kort tilbageblik på 2017”, sagde han. På storskærmen fremtonede et søjlediagram, hvor de forskellige afdelinger var rangordnet efter deres bidrag til virksomhedens resultat. Mellemledere og medarbejderne søgte straks efter den søjle, der viste resultatet fra deres afdeling.
Den bedste afdeling blev kaldt på scenen og fik gavekort og klapsalver.  Direktørens tale sluttede med, at alle måtte klemme balderne sammen og yde noget mere, så de kunne komme på scenen næste år.

 

Uanset hvor dygtige alle i virksomheden bliver, så vil halvdelen altid ligge under gennemsnittet

Jeg har flere gange set, hvordan et bæredygtigt samarbejde er blevet smadret af målinger, hit rater og konkurrence.

Konkurrence kan i nogle tilfælde have sin berettigelse. Men det går ikke, hvis medarbejderne ser sig selv som dårligere eller svagere efter konkurrencen. Det påvirker ens selvværd og er til fare for at konkurrencen bidrager til en negativ selvopfyldende profeti. Følelsen af, ”at selvom jeg gjorde alt, hvad jeg kunne, så var det alligevel ikke nok”, giver ubehag og mistrivsel. Det går ud over selvtilliden.

Nogle mennesker kan bruge misundelse som en sund drivkraft til udvikling og til at finde nye veje, mens andre ikke kan glæde sig over andres succes.

 

Konkurrence giver langt mere smerte i bunden end glæde i toppen 

Og hvad så næste år? Hvad nu, hvis min afdeling aldrig vinder, er jeg så ikke dygtig nok?

Frygten for, at oplevelsen gentages næste år, uanset hvad jeg gør, kultiverer følelsen af utilstrækkelighed og magtesløshed.  Jeg er jo ikke god nok. I så fald skader en konkurrence mere end den gavner og har ingen berettigelse. Det er noget, som vi tager afstand fra. Lige det modsatte af, hvad direktøren ønsker.

Jeg har været ud og løse konflikter, der var opstået på baggrund af en intern konkurrence. Fællesskabet var afløst af destruktiv adfærd og angsten for at blive dømt ude. Resultatet var et dårligt arbejdsmiljø.

 

Konkurrence skal være velbegrundet og legitim for alle 

Som tidligere sportskvinde og gymnastikdommer har jeg ofte oplevet konkurrence som en drivkraft, en motivations- og energimæssig indsprøjtning. Trangen til at konkurrere er en menneskelig kraft, som vi alle har. Dog kan konkurrencesport og strategiimplementering ikke sidestilles.

Direktørens opgave er at beskrive virksomhedens strategi og målsætning på en troværdig måde, så alle afdelinger oplever og forventer, at de kan nå målet. I stedet for blev der lagt op til, at afdelingerne skulle konkurrere, yde noget mere, overgå sig selv og blive bedre end sidste år.

Risikoen for en adfærd der signalerer, at man har nok i sig selv, er til stede i denne virksomhed. Afdelingerne vil, med god grund, kæmpe for at vinde direktionens gunst, gavekort og for at få en offentlig anderkendelse. Det skal være klokkeklart for alle medarbejdere, hvad der konkurreres på og hvordan.  Hvilke projekter og opgaver er med til at skabe det resultat, de bliver målt på. En virksomhed med få vindere og mange tabere skaber ikke optimale resultater.  Virksomheder, hvor medarbejderne oplever sig som vindere, bliver endnu stærkere.